Besvær med at tygge og synke

Har du besvær med at tygge og synke?

Besvær med at tygge og synke kan være en følge af forskellige neurologiske sygdomme, for eksempel en hjerneblødning eller en hjerneskade, kræft, infektioner, KOL, demens eller almen svækkelse på grund af alder eller sygdom.

Har du svært ved at tygge og synke, har du brug for mad, der er tilberedt, så den er nem at spise. Maden kan være blød, have konsistens som gratin eller være cremet, alt efter hvor meget eller lidt, du kan tygge og synke.

Hvis du har svært ved at synke helt tynde drikkevarer eller mad, kan det være en hjælp at fortykke dem med et fortykningsmiddel. Fortykningsmidler, som kan købes på apoteket, kan du efter behov tilsætte både kolde og varme drikke eller mad.

Mad, der er nem at spise, kan være:

  • Blød
  • Gratin
  • Cremet

Se forklaringerne her på siden.

Blød mad

Hvis du godt kan spise almindelig mad, men har lidt svært ved at tygge, skal din mad være blød.

Det vil sige:

  • Brød uden kerner og skorpe.
  • Kartoffelmos og kogte kartofler uden skræl.
  • Pasta blandet i en sovs.
  • Kogte grøntsager, der kan moses med en gaffel.
  • Frisk fugt, der kan moses med en gaffel.
  • Bløde farsretter uden stegeskorpe.
  • Kogt fisk.
  • Pølser uden skind.
  • Blødt pålæg og smørepålæg som for eksempel torskerogn, findelt makrel, leverpostej, paté og kødpølse.

Alle ingredienser skal være naturligt bløde eller tilberedes, så de får en blød konsistens. De skal altså koges, dampes eller bages. Maden skal være let at bide over og let at dele eller mose med en gaffel.

Gratinmad

Hvis du har meget svært ved at tygge, har du brug for mad, der er blød, ensartet og sammenhængende.

Det kaldes ‘konsistens som gratin’ og betyder, at alle ingredienser og råvarer skal være purerede, inden de tilberedes, og alt skal kunne spises med gaffel.

Mad med konsistens som gratin er fast som for eksempel en æggestand.

Cremet mad

Hvis du slet ikke kan tygge, skal du have mad, der er cremet. Det vil sige, at alle ingredienser skal være naturligt cremede eller purerede til en tyk og ensartet konsistens.

Maden skal være fugtig og sammenhængende nok til at holde sin form på en ske, så den ikke flyder sammen på en tallerken. Maden skal kunne spises med ske.