Ingredienser med grundsmag

Skal din mad smage ekstra godt, er det vigtigt, at den indeholder de 5 grundsmage: Sødt, surt, salt, bittert og umami.

Herunder kan du se, hvor du kan finde de forskellige grundsmage i dit køkken:

Sødt

Det søde findes i sukker og honning, men også i moden frugt, tørret frugt, gulerødder og løg.

Surt

Det syrlige findes i frugt og bær, citroner, i eddike og vin. Du finder det også i surmælksprodukter som kærnemælk, fromage frais, tykmælk, cremefraiche, skyr og surmælksoste samt i syltede varer som asier, rødbeder, græskar og agurker.

Salt

Det salte finder du ikke kun i salt, men også i ansjoser og kapers i saltlage samt i parmesanost, oliven, soja, fiskesovs og østerssauce.

Bittert

Det bitre finder du i kaffe, chokolade og øl. Julesalat, rucula og romainesalat er også bittert. Desuden er rå løg, grøn peber, kål, grape, lime, valnødder, lever og hjerter bitre. Krydderurter og krydderier kan også, udover aroma, tilføje bitre smage.

Umami

Umami findes i kød og fisk, sojasauce, ansjoser og bouillon. Skaldyr og tang, modne oste, fadlagret vin, asparges og ærter, svampe, tomater og løg giver også umamismag. Det tager tid at få umamismagen frem. Den kommer bedst i retter, som simrer længe.

Stærkt

Hvis du godt kan lide, at din mad er lidt stærk, er peber, rå løg, hvidløg, ingefær, dijonsennep, cayennepeber eller peberrodspure gode bud på, hvad du kan tilsmage din mad med.