Sådan får du din mad til at smage ekstra godt
Sørg for, at alle grundsmage er tilstede i en ret
Skal din mad smage ekstra godt, er det vigtigt, at den indeholder de 5 grundsmage: Sødt, surt, salt, bittert og umami.
Et eksempel: Tilbereder du en kyllingesalat, så har du umami fra kylling og champignon og sødme fra grøntsagerne. Smag efter, om du har fået tilstrækkelig med salt og citron (syre) med. Tilsæt evt. grøn peber i tern, der giver salaten bitterhed.
Savner du inspiration til, hvad du kan tilsmage din mad med, er smagskompasset et godt redskab. Smagskompasset består af 2 dele: Grundsmagscirklen og Grundsmagenes indbyrdes påvirkning.
Smagskompasset
Grundsmagscirklen
Hvert “lagkagestykke” i cirklen har sin egen farve, som symboliserer en grundsmag.
Ønsker du for eksempel en mere syrlig smag i din kyllingesalat, skal du kigge i det gule felt, hvor der er inspiration til, hvilke ingredienser du kan bruge.

Hvordan påvirker smagene hinanden?
Mærk på smagen. Er din mad for sød, for sur eller for bitter? Brug oversigten her og lær at balancere din mad smagsmæssigt.
Et eksempel er, hvordan kaffe (bitter) balanceres med sukker (sødt), og dermed får du en smagsmæssigt balanceret drik.

Skab variation i konsistenserne
Mad smager bedre, hvis der er flere teksturer og konsistenser i spil, når du tager en bid og mærker maden i munden. Maden skal gerne være både blødt, knasende, sprødt, cremet osv.
Skær evt. små tern af grønsager, for eksempel peberfrugter og æbler og vend i kyllingesalaten for at give knas.
Masser af umami er godt
I alle kød- eller fiskeretter findes grundsmagen umami. Til nogle retter kan du med fordel servere ekstra umami til, i form af soja, HP sauce eller ketchup.
Husk også det stærke
Det stærke er ikke en grundsmag, men en fornemmelse i munden, som også kan skabe variation og fremhæve andre smage. Peber på leverpostejsmaden forstærker for eksempel smagen.
Lidt ingefær i æblegrøden ligeså. Find en balance, for det kan også blive for meget.
Dejlig duft skaber appetit
Duft skaber appetit og får både dig selv og eventuelle gæster til at se frem til at spise. Så lad endelig duftene fra køkkenet sive ind i spisestuen, men husk at lufte ud. For meget stegeos er ikke godt for indeklimaet.
Kulinariske succesfaktorer
Her er en model, der opsummere, hvordan du laver velsmagende mad. Modellen er udarbejdet af Centralkøkkenet på Glostrup Hospital i samarbejde med Smagsdanner Claus Angelo frit efter Peter Klosse’s: The Flavour Style Cube (de kulinariske succesfaktorer).
Modellen og andre smagshjælpemidler finder du på metodikogsmag.dk
